Søg SitemapKontakt
 
Fakulteter, institutter & centre Forskeruddannelser

    Forskningsbulletin

 
 
  Find en ekspert

 
 
  Forskningsbase

 
 
  Fuldtekstarkiv

 

Miljø - evangelister, skeptikere og entreprenører

Susse Georg

Susse Georg, institutleder ved Institut for Organisation og Arbejdssociologi, holdt tiltrædelsesforelæsning som professor 25. februar.

Susse Georg har stillet både resumé og forelæsning til rådighed for Insights@CBS; hun stiller skarpt på tre vigtige stemmer i dagens miljødebat: evangelisternes, skeptikernes og entreprenørernes.

I medierne blandes disse stemmer til en kakofoni om alverdens ting jf. debatterne om verdens sande miljøtilstand, og om hvorvidt miljø- og energipolitikken har haft gunstige erhvervspolitiske effekter eller ej. Men samme stemmer kan også høres i virksomheder enten blandt de miljøansvarlige, der typisk er varme fortalere for miljøet, eller hos nogle af de mere skeptiske mellemledere, som ønsker klar økonomisk dokumentation for fordelene ved yderligere en miljøindsats. Og de findes også inden for miljøledelsesforskningen, der ligesom mange andre forskningsområder er med til at levere de indsigter, der florerer i medierne. Selv om de konkrete anledninger og stridspunkter kan være nok så forskellige, er der én ting, der går igen:

Skeptikeren betvivler de andres opfattelse af det exceptionelle ved miljøet - skeptikeren betvivler problemernes omfang og potentialerne i at udvikle nye forretningsområder.

Hvad er miljø - og hvornår er noget et problem?
Det kakofoniske understreger det fascinerende ved miljøområdet, nemlig at der er ikke enighed om, hvad der er miljø, og hvornår noget er et problem. Miljøet er genstand for fortolkninger og er ikke noget objektivt givet. Der er med andre ord mange miljøer, mange naturer, 'natures'. Hermed ikke sagt, at der ikke for en tid kan etableres konsensus om, hvad miljø er, hvad problemerne og løsningerne er, men det vil være naivt at forestille sig, at konsensus ikke udfordres og problematiseres. Forelæsningen illustrerer dette ved en gennemgang af, hvorledes fokus for miljøpolitikken, de underliggende forestillinger om miljøproblemernes karakter og de miljøpolitiske virkemidler har ændret sig over tid.

Spørgsmålet om, hvilken betydning eller effekt den miljøpolitiske udvikling har for virksomheders og andres adfærd er hovedspørgsmålet i den samfundsvidenskabelige miljøforskning, og forelæsningen tegner konturerne af det erhvervsøkonomiske og især det organisationsteoretiske bidrag hertil. Denne processuelle tilgang til miljøforskning har som udgangspunkt, at miljøproblemer ikke kan betragtes som objektivt givne, men som noget der er genstand for fortolkning, meningsdannelse og italesættelse, som har afgørende betydning for, hvorledes virksomhedernes praksis udfolder sig. Det centrale spørgsmål er således, hvorledes ideer og krav om 'at gøre noget ved miljøet' etableres, introduceres, stabiliseres og reproduceres i organisationer som en miljøpraksis.


Susse Georg
Professor, ph.d., cand.scient.


Bonusinformation




Sidst opdateret af Insights@CBS 18.03.2004 | Marts - 2004, nr. 1

 


Marts 2004