stamcellenetVærket - laboratorium på CBS
| Kan man formidle samfundsvidenskab med andet end ord? Kan man formidle problemstillinger i stedet for fakta? Kan med formidle integreret i selve forskningsprocessen? Kan man formidle seriøse dilemmaer ved at påvirke modtageren både kognitivt og emotionelt?
Hvad sker der, hvis man sætter en designer til at følge et samfundsvidenskabeligt forskningsprojekt, og beder hende om at formidle gruppens forskning i en rumlig installation?
Forskningsmæssige problemstillinger blev i en meget fysisk forstand gjort 'mærkbare' for deltagerne i et anderledes forskningsprojekt på CBS i februar og marts.
|
Rumlig forskningsformidling
De indledende spørgsmål (og mange andre) var baggrund for et utraditionelt formidlingsprojekt, som adjunkt og ph.d. Maja Horst (Institut for Ledelse, Politik og Filosofi) stod i spidsen for. Projektet havde karakter af en rumlig installation - et laboratorium - som skulle gøre det muligt at påvirke en lang række ideer om rumlig forskningsformidling.
Eksperimentet havde arbejdstitlen 'stamcellenetVærket' og formålet var at oversætte en tekstligt formuleret viden til mere sanselige udtryksformer. 'stamcellenetVærket' havde karakter af et rumligt 'spil', hvor de besøgende blev aktivt deltagende 'spillebrikker', der bevægede sig rundt i en tredimensionel 'spilleplade'. Undervejs blev deltagerne konfronteret
med en række problemstillinger og stillet over for flere slags valg via fysiske møder med forskellige scenarier.

Scenarierne var udformet så den kropslige tilstedeværelse blev et væsentligt element; det er med kroppen den besøgende træffer sit valg -
går sit valg eller
handler sit valg. Installationen indeholdt også faktuelle informationer som satte fokus på forskellige aspekter af problemstillingen og gav plads til refleksion og meningsdannelse for den enkelte.
Tredimensionel spilleplade
Den tredimensionale 'spilleplade' var udformet som en række indbyrdes forbundne 'rum', der fysisk illustrerede den samfundsvidenskabelige pointe, at et bestemt fænomen (her stamceller) fremtræder forskelligt afhængigt af hvilken sammenhæng det sættes i. I det enkelte rum blev fænomenet formet på en bestemt måde, det rejste bestemte problemstillinger og gav anledning til at bestemte aktører fremstod som vigtige.

Deltagerne kunne gå igennem rummene i forskellig, men ikke helt vilkårlig rækkefølge. I de forskellige rum indgik en række elementer, der lagde op til interaktion og aktiv deltagelse.
Innovative formidlingsformer
Arbejdet med testmodellen og afprøvning i fokusgruppe udgør fremover grundlaget for et forskningsarbejde om innovative formidlingsformer. Desuden vil erfaringerne fra fokusgrupperne og arbejdet med testmodellen blive brugt til at søge fonde og finde andre interesserede samarbejdspartnere, således at den endelige udgave af projektet forhåbentlig kan blive virkeliggjort til glæde for en bredere offentlighed.
Maja Horst, adjunkt
Institut for Ledelse, Politik og Filosofi
| Bonusinformation |
|
|
Baggrund
Baggrunden for projektet er et forskningsprojekt om de sociale og kulturelle sider af stamcelleforskning i Danmark. Forskningsprojektet er finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd i perioden 2004-2006 og ledes af professor Lene Koch fra Københavns Universitet. Som en del af forskningsprojektet har forskningsgruppen arbejdet tæt sammen med en designer, Birte Dalsgård, med henblik på at eksperimentere med nye former for formidling af samfundsvidenskabelig viden.
Udgangspunktet for samarbejdet er at traditionel formidling af samfundsvidenskabelig viden kan kritiseres på nogle punkter. Specielt betyder tendensen til udelukkende at fokusere på sproglig og tekstlig formidling af facts, at det kun er ganske bestemte elementer af den samfundsvidenskabelige viden der formidles, og at formidlingen primært når ud til ganske bestemte målgrupper. I et forsøg på at sprænge disse traditionelle rammer har forskningsgruppen og designeren skabt en ny og anderledes form for kommunikation, som tiltaler til modtageren helt anderledes ved at gøre formidlingen rumlig og sansestimulerende.
Formålet med eksperimentet er:
- at formidle samfundsvidenskabelige problemstillinger frem for færdige pakker af samfundsvidenskabelige facts. Det overordnede budskab i den forbindelse er at give publikum en fornemmelse af at samfund og teknologier skabes i gensidig interaktion gennem en lang række valg, handlinger og begivenheder som alle er med til at forme udviklingen
- en ambition at formidle på en måde, der både påvirker publikum intellektuelt og følelsesmæssigt
Baggrunden for den ambition er en forestilling om, at traditionelle formidlingsformer har nogle begrænsninger både med hensyn til hvad der kan formidles og hvem der kan formidles til.
|
Sidst opdateret af Insights@CBS 8.04.2005 | April - 2005, nr. 11