Søg SitemapKontakt
 
Fakulteter, institutter & centre Forskeruddannelser

    Forskningsbulletin

 
 
  Find en ekspert

 
 
  Forskningsbase

 
 
  Fuldtekstarkiv

 

Hvad er 'a-journals'?

Finn Hansson

Debatten om hvad der er de vigtigste videnskabelige tidsskrifter på CBS, de såkaldte 'a-journals' er igen blevet aktuel, ikke mindst fordi der i den seneste Equis-rapport om CBS er en kritik af CBS' mangel på en formuleret forskningspolitik - herunder at der ikke findes lister over a-journals - som et redskab der kan styrke synliggørelse og indflydelse af den forskning der finder sted.

Lektor i forskningsevaluering Finn Hansson (Institut for Ledelse, Politik og Filosofi) giver her sit indlæg i debatten.

Tip: Oversigt over ressourcer med bud på a-journals m.m..

Umiddelbart lyder det som om det vil være en enkel sag at finde frem til en sådan liste over 'a-journals'. Andre må have lavet forarbejdet i form af lister der kan genbruges på CBS. Og det er rigtigt, at der eksisterer lister i rigelig mængde - så mange, at det måske også afspejler, at der måske ikke findes en enkel og almengyldig regel for at udpege, hvad der er 'høj-kvalitetstidsskrifter'.

Kompliceret kanon
Det at have en autoriseret liste (eller en kanon som det hedder i folkeskoleterminologien og i kulturpolitikken) over den bedste forskning, er mere kompliceret end det umiddelbart ser ud. Allerede det forhold, at sådanne ranking-lister over tidsskrifter udelukker visse former for videnskabelig kommunikation, især den der er baseret på bøger og antologier, er et problem der kræver en løsning og som er forskellig fra fag til fag. Et andet problem er, at langt de fleste af de eksisterende lister udelukker ikke-engelsksprogede tidsskrifter, og visse fag, f.eks. jura, publicerer af indlysende grunde meget på det lokale sprog.

Kan fagfæller blive enige?
Når disse problemer er løst bliver næste spørgsmål så, om der er tilstrækkelig enighed blandt fagfæller i en disciplin, således at sådanne lister kan give et gyldigt udtryk for disciplinens eller fagets kvalitetsnormer. Organisationsforskeren Richard Whitley har lavet den mest omfattende undersøgelse af de organisatoriske forskelle mellem forskellige videnskabelige discipliner baseret på dimensionerne 'technical task uncertainty, strategic task uncertainty, degree of strategic dependence, degree of functional depence' (Whitley (1989/2000, se bibliotekets eksemplar) . Hans centrale pointe er, at fag som moderne fysik kan beskrives som et 'conceptually integrated bureaucracy', hvor der er udbredt enighed om faglige kvalitetsprioriteringer og derfor også om hvad der er den fælles faglige kerne (a-journals), men selv blandt de klassiske naturvidenskaber er der store forskelle i citationsmønstre og publiceringsaktivitet mellem f. eks. matematik og fysik (se bibliotekets litteratur herom).

Fag som management og sociologi kan ifølge Whitley bedst beskrives som 'fragmented adhocracy', dvs. som fag med flere samtidige og konkurrerende faglige skoler og traditioner og tilsvarende betydelige forskelle i hvad der udgør en fælles faglig kerne. Her ligger det ikke lige for at finde en enkelt dækkende liste over 'a-journals', hvad der også afspejler sig i eksistensen af mange forskellige lister fra forskellige institutioner (se f.eks. Anne Will Harzings undersøgelser, link nedenfor).

Ingen facitliste
Lidt hjælp er der dog at finde. Som nævnt har en række enkeltpersoner og institutioner i de senere år udarbejdet lister over hele eller dele af CBS' faglige profil. Listerne fra andre institutioner er glimrende til at få inspiration fra og til at skabe et overblik over de mange tidsskrifter i forskellige fagområder, der bør medtages.

Ihukommende Whitley's konklusion om 'fragmented adhocracies', så må CBS's ofte så roste faglige diversitet også betyde, at vi aldrig kan nå frem til en enkelt samlet liste med et begrænset antal tidsskrifter - både fordi vi er fagligt meget forskellige men også fordi andre former for publicering (bøger) har en stor og fremtrædende plads i en række fagområder. Men også hvis vi alene ser på tidsskrifter bør lister på CBS være mange og afspejle den faglige bredde og rumme plads til nytænkning og eksperiment. I bund og grund bør sådanne lister bruges som et redskab til at synliggøre CBS' forskningspolitik og fastholde den besværlige, men nødvendige diskussion om faglige prioriteringer, valg og strategier i de lokale miljøer, og ikke opfattes som om listerne er noget i stil med en facitliste!

Tip til internetressourcer om a-journals m.m..
Nedenfor har jeg samlet et skønsomt udvalg af, hvad jeg har erfaret er de mest relevante elektroniske indgange til sådanne lister, et par alene med engelsksprogede tidsskrifter og et par europæiske, der også medtager ikke-engelsksprogede tidsskrifter. Se desuden Anne Will Harzings spændende liste, som forsøger at sammenligne forskellige listers rangorden af ofte samme tidsskrifter og en omfattende biografi over litteratur om dette område.

Finn Hansson, lektor
Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

Bonusinformation
EQUIS
I indledningen nævnes 'Equis-rapporten'. Equis er lig med 'European Quality Improvement System' som evaluerer og akkrediterer højere uddannelsesinstitutioner indenfor business og management. CBS blev akkrediteret for 5 år siden og har netop gennemgået re-akkrediteringsprocessen. Den endelige rapport foreligger ikke pt.
Tip til internetressourcer om a-journals m.m..

Institut for Scientific Information, ISI
ISI producerer Web of Science med muligheder for individuelle citationsundersøgelser og Journal Citation Reports, som ud fra måling af citationer til de enkelte tidsskrifters artikler kan producere rankings inden for en række fagområder (hvis nærmere afgrænsninger dog ofte er noget uklare). Disse data fra JCR indgår helt eller delvis i langt de fleste af de lister, som er lavet i forskellige sammenhænge.

Læs mere: Institute for Scientic Information

= = =

William H. Starbuck
Professor of Creative Management, William H. Starbuck, Stern School of Business har i en årrække arbejdet med ranking af tidsskrifter i områderne 'ledelse' og 'business'. På hans hjemmeside findes ikke blot gode forklaringer på hvorledes de mest benyttede mål for ranking baseret på ISI's citationsdata er opbygget, og hvorledes ændringer i rankings skal forstås, men også bearbejdede lister over udviklingen i rankings:
  • What the numbers mean
  • Impact rankings in 2002
  • Forecasts of the Impact Ratings in 2004
  • Rankings of impacts on business books and journals
  • Rising Stars from 1997-2002
  • Falling Stars from 1997-2002
Læs mere: William H. Starbuck's hjemmeside (scroll langt ned på siden, sluk evt. for musikken!)

= = =

The Emerald Management Reviews Journal Coverage List
The Emerald Management Reviews Journal Coverage List har en række ekspertbaserede lister over de vigtigste tidsskrifter på en række af CBS' centrale områder såsom: Accounting & Finance, Business Context & Economics, General Management, Health Care Management, Hospitality & Tourism, Human Resource Management, Information Management, Marketing & Logistics, Operations & Production Management, Quality Management, Specialist Interest Journals (includes administration, banking, facilities, law, retailing, small business, supply)

Læs mere: The Emerald Management Reviews Journal Coverage

= = =

BBS Journals Listing
Bristol Business School har udarbejdet BBS Journals Listing: Classification of Academic Journals in the Field of Business and Management Studies baseret på ekspertvurderinger, andre lister fra UK samt materiale fra de to sidste RAE.

Læs mere: BBS Journals Listing
= = =

Wirtschaftsuniversität Wien (WUW)
Wirtschaftsuniversität Wien (WUW) har en omfattende liste, som udover at arbejde med flere niveauer, A+, A, B, C og D også har en opdeling på fagområder. Endvidere afviger listen fra de fleste andre ved at medtage en hel del ikke-engelsksprogedee tidsskrifter.

Læs mere: Wirtschaftsuniversität Wien (WUW)

= = =

ERIM Journals List
Erasmus Research Institute of Management har udarbejdet ERIM Journals List. "The strategic purpose of the ERIM Journals List is to contribute to the quality of the scientific output of ERIM and to the academic reputation of the School. The ERIM journals list is based on judgment by peers and (ISI) impact scores"

Læs mere: ERIM Journals List

= = =

Anne Will Harzing
Anne Will Harzing fra University of Melbourne har i de senere år arbejdet med sammenligninger af forskellige rankings indenfor 'business and management'. Hendes liste, nyeste udgave er fra 28.3.2005, sammenstiller forskellige institutioners rankings af de udvalgte tidsskrifter, således at man kan se overensstemmelser og forskelle i rankings af de enkelte tidsskrifter mellem institutioner.

Læs mere: Anne Will Harzing

= = =

Western Ontario's Research Libraries - Journal Rankings in Business
Western Ontario's Research Libraries har udarbejdet en omfattende biografi om Journal Rankings in Business. "The purpose of this list is to provide in one place articles about the ranking and rating of journals in the broad fields of business and management. It consists of three sections: I) An alphabetical list of articles by author; II) Lists of articles presented in reverse chronological order (newest to oldest) by subject and III) Related web sites."

Læs mere: Journal Rankings in Business



Sidst opdateret af Insights@CBS 7.04.2005 | April - 2005, nr. 11

 


April 2005