Lærebog i elektronisk medieret

| Den hastige teknologiske udvikling skaber en lang række nye medieformer og -tjenester. ADSL, Wi-Fi, 3G, fiberbredbånd, Internettet, digital radio og tv, SMS- og MMS-tjenester, webcasting og IP-telefoni er begreber, der på kort tid er gået ind i vores sprog som illustrative udtryk for den eksplosion i elektroniske medier, vi er vidner til i disse år.
Adjunkt og ph.d. Søren Sandfeld Jakobsen (Juridisk Institut) udgav 2. marts sin nye 'Lærebog i elektronisk medieret' hos DJØF Publishing.
|
De mange nye elektroniske medier rejser imidlertid en række juridiske problemstillinger i forhold til den gældende lovgivning, der i mange henseender halter efter den teknologiske udvikling. Endvidere skaber de mange retsregler, der på forskellig vis regulerer de elektroniske medier, et generelt behov for et juridisk overblik over retsområdet.
Lærebog i elektronisk medieret er i konsekvens heraf en samlet fremstilling af de retsregler, der regulerer dels de 'klassiske' elektroniske medier, radio/tv og telefoni, dels de 'nye' medier som Internettet og lignende nye interaktive datakommunikationsmedier.
Bogen består for det første af en 'speciel del', der behandler de sektorspecifikke regelsæt i radio/tv-loven og telelovgivningen, samt de regler, der særligt tager sigte på Internettet. For det andet indeholder fremstillingen en 'generel del', der behandler en række generelle juridiske problemstillinger, der finder anvendelse på tværs af de elektroniske medier, herunder vedrørende ytringsfrihed, medieansvar, persondata, konkurrenceret samt ophavsret.
Bogen er tiltænkt anvendt i undervisningen på universiteter, handelshøjskoler, journalisthøjskoler og andre højere læreanstalter, samt som opslagsværk for praktikere inden for mediesektoren, herunder virksomhedsjurister og advokater.
Spørgsmål: Søren Sandfeld Jakobsen, tlf. 3815 2639
Sidst opdateret af Insights@CBS 13.3.2006 | marts - 2006, nr. 19