Søg SitemapKontakt
 
Fakulteter, institutter & centre Forskeruddannelser

    Nyt om forskning

 
 
  Find en ekspert

 
 
  Forskningsbase

 
 
  Fuldtekstarkiv

 

Hvad blogger CBS-forskerne om?

Indførsel af kønskvoter i bestyrelser og skat på internettet - CBS-forskerne blogger på nettet. Få et overblik over, hvad forskerne har blogget om i april og maj måned.

Hvad blogger CBS-forskerne om?

Af Claus Rosenkrantz Hansen

En række forskere fra CBS blogger om blandt andet forskning og dagsaktuelle emner. Her får du et overblik over hvad forskerne har blogget om i april og maj måned. Klik på det enkelte titel-link for at læse blogindlægget.

Caspar Rose på Borsen.dk
Professor på Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse, Casper Rose, blogger på Borsen.dk. Fredag den 13. april stiller han i blogindlægget "Kvoter er for fisk - ikke for kvinder" spørgsmålstegn ved, om det er en god ide at indføre kvindekvoter i virksomhedernes bestyrelser for at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Den 21. april konstaterer Caspar Rose, at "Opsplitning af banker er ikke den rette medicin". I indlægget diskuterer Caspar Rose oppositionens forslag om at opsplitte de seks største banker i Danmark i mindre enheder for at imødekomme truslen om, at store finansielle kriser vælter de største banker. Caspar Rose mener, at et permanent statsligt beredskab er tilstrækkeligt til at afbøde eventuelle bankkollaps fremover.

I blogindlægget "Påstanden om videnskabelig uhæderlighed har intet på sig" fra den 7. maj går Caspar Rose i rette med journalist Morten Langer, der i Ugebrev for Bestyrelser har beskyldt Caspar Rose for af økonomiske årsager at lade sig diktere af bankernes organisationer. Caspar Rose tilbageviser beskyldningerne - blandt andet med henvisning til, at Morten Langer bygger sine beskyldninger på fejlagtige oplysninger.

Per H. Hansen på Borsen.dk
Er det sådan, at banker i vanskeligheder, der ender med at bede staten om økonomisk bistand, fremover vil fortsætte den risikofyldte tilværelse på finansmarkedet? Det er, hvad professor Per H. Hansen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi spørger om i et blogindlæg med titlen "Moral hazard og too big to fail doktrinen" fra den 6. april. Per H. Hansen mener ikke, at det forholder sig så enkelt. Det viser til eksempel historien om Den Danske Bank, der i 1920'erne, hvor den hed Landmandsbanken, konstant havde behov for at blive rekonstrueret. Siden er den blevet kendt for en at udvise stor forsigtighed på det finansielle marked.

Den 7. maj sammenligner Per H. Hansen i blogindlægget "Hvis det går galt i Grækenland - there will be the devil to pay."" den græske økonomiske krise med den krise, som Østrig gennemlevede i 1931, og som medvirkede til at forværre 1930'ernes økonomiske depression. Per H. Hansen udvider sammenligningen til også at inkludere euroen, og han spår, at det kan ende med Euroens fald, hvis man i EU ikke formår at hjælpe medlemslande i krise og samtidig dæmme op for de såkaldte "free rider"-lande.

I blogindlægget ""Shareholder value" ... og medierne" siger Per H. Hansen, at medierne fokuserer for entydigt på "Shareholder value" og dermed på kortsigtede strategiske løsninger i virksomhederne. Per H. Hansen mener, at det er mediernes ansvar at begynde at dække erhvervsspørgsmålene mere seriøst frem for kun at koncentrere sig om aktiekursernes daglige udsving.

Martin J. Iversen på Borsen.dk
Den 7. maj stiller lektor Martin J. Iversen fra Center for Virksomhedshistorie spørgsmålet "Har Mærsk brudt samfundskontrakten med Danmark?" i sin blog på Borsen.dk. Mærsk giver udtryk for, at man er tilfreds med de rammebetingelser, som Danmark stiller rederigiganten, men samtidig giver man slip på danske skibsførere, hvilket umiddelbart strider mod den uskrevne samfundskontrakt, som Mærsk har indgået med Danmark. Martin J. Iversen mener, at ud fra et historisk perspektiv har Mærsk brudt kontrakten, men samtidig er shipping-verdenen blevet et globaliseret erhverv, hvilket nuancerer problematikken markant.

Nicolai Foss på bloggen Operations and Markets
I blogindlægget "Strategic Entrepreneurship Conference at CBS" fra den 19. maj annoncerer professor Nicolai Foss fra Center for Strategi og Globalisering en konference ved navn "Strategic Entrepreneurship: Bringing Organization Design and Micro-foundations Into the Field". Nicolai Foss arrangerer selv konferencen, der vil finde sted den 11. og 12. november 2010 på Copenhagen Business School, sammen med de to ph.d.-studerende Stefan Linder og Jacob Lyngsie.

Nicolai Foss fremhæver i blogindlægget "Strategy Making and Powerpoint" fra den 14. april artiklen "Strategy and PowerPoint: An Inquiry into the Epistemic Culture and Machinery of Strategy Making" af Sarah Kaplan. I artiklen argumenterer Sarah Kaplan blandt andet for, at PowerPoint er et strategi-skabende support-værktøj.

Kristian Anders Hvass på bloggen "Airlines Business Models"
Den 6. april blogger ph.d.-stipendiat Kristian Anders Hvass fra Center for Tourism and Culture Management i indlægget "Next stop ... charges for bathroom visits" om, at flyselskaberne fremover vil sænke billetpriserne for i stedet at lade passagererne betale for håndbagage og toiletbesøg. Betaling for et besøg på flyets toilet er et tiltag, som Ryan Air allerede arbejder med som fremtidigt scenarie for passagererne.

Den 12. maj skriver Kristian Anders Hvass i et blogindlæg med titlen "LCC or hybrid" om lavprisselskabet JetBlue, som har indgået en codeshare aftale med selskabet South African Airlines. Kristian Anders Hvass mener, at aftalen kan få fremtidig betydning for hele branchen, da den - hvis den viser sig at fungere i praksis - formår at overkomme de vanskeligheder omkring integration af it-systemer, som ellers har virket som en stopklods for lignende aftaler indenfor branchen.

Søren Sandfeld Jakobsen på Borsen.dk
Skal skattepenge betale politikere medietræning? Det spørgsmål diskuterer lektor Søren Sandfeld Jakobsen fra Juridisk Institut i et blogindlæg fra den 18. maj med titlen "Skattebetalt medietræning til politikere - er det lovligt?". Baggrunden for indlægget er, at en række politikere har ladet skatteyderne betale for deres medietræning. Søren Sandfeld Jakobsen mener, at der skal opstilles en række retningslinjer på området, så der ikke er tvivl om, hvad der er lovligt på området.

I et blogindlæg fra den 6. april med den sigende titel "Skat på internet - et håbløst forslag!" kommenterer Søren Sandfeld Jakobsen et forslag fra et udvalg under Kulturministeriet, som har til opgave at finde ud af, hvordan man dæmmer op for ulovlig filkopiering via internettet. At lægge skat på internettet er en rigtig dårlig ide, mener Søren Sandfeld Jakobsen, der i stedet vil have rettighedshaverne til at finde nye forretningsmodeller, der modstår den ulovlige fildeling.

Thomas Basbøll på bloggen Research as a Second Language
Til sidst en henvisning til bloggen Research as a Second Language, hvor Thomas Basbøll, der arbejder som intern sprogkonsulent på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, tre gange om ugen blogger om det at skrive som forsker. Thomas Basbølls tilgang er - jævnfør bloggens sigende titel - at forskning altid er et fremmedsprog for forskeren - uanset om man har engelsk eller dansk som hovedsprog.

Bloggen henvender sig især til forskere på ph.d.-niveau, der skal til at forholde sig til, hvordan man positionerer sig i videnskabelige tidsskrifter. I bloggens arkiv finder man indlæg om, hvordan man planlægger sin tid som forsker, hvordan man udtrykker sig sprogligt, og der er diskussioner af akademiske standarder. Desuden blogger Thomas Basbøll om reference- og erkendelsesteorier.

Thomas Basbøll er desuden gæsteblogger på Jonathan Mayhew's blog Stupid Motivational Tricks, der ligeledes er en blog om at formulere sig som forsker.


Sidst opdateret af Insights@CBS 22.6.2010

 


Juni 2010