Etruskere

(NB: Denne artikel er en ændret version af min artikel om etruskerne i Den Store Danske National Encyklopædi).

Indledning

Etruskerne er det bedst kendte af de italiske folkeslag før romerne, og de fik umådelig stor betydning ikke kun for Rom og de andre italiske folkeslag, men for kulturudviklingen i Italien generelt. Vor viden om etruskerne stammer fra arkæologiske levn, herunder indskrifter, samt passager hos senere græske og romerske forfattere. Af disse kildegrupper er de arkæologiske vidnesbyrd langt de vigtigste.
Navnet etruskerne stammer fra det latinske Tusci eller Etrusci. Etruskerne kaldte sig selv Rasenna eller Rasna, mens grækerne kaldte dem Tyrrhenoi.

Etruskerne boede i Etrurien, et område i Mellemitalien, som svarer nogenlunde til det nuværende Toscana og en del af Umbrien. Etrurien var afgrænset af floderne Tiberen i syd og Arno i nord samt af Apenninerbjergene mod øst.

Geologisk er den sydlige del af Etrurien præget af vulkansk tuf, mens den nordlige del består af bløde kalkklipper.
Den etruskiske kultur opfattes i dag af de fleste forskere som en videreudvikling af Villanovakulturen fra jernalderen (ca. 900-720 f.Kr.) i Mellemitalien. Primært pga. en passage hos den græske historiker Herodot (ca. 450 f.Kr.) mente man tidligere, at etruskerne var indvandret fra Lilleasien, men de arkæologiske fund giver intet belæg for en sådan antagelse.

Historie

Vor viden om etruskisk historie er mangelfuld, da den etruskiske litteratur ikke er bevaret. Historien er derfor stærkt farvet af, at den er baseret på få sene græske og romerske skriftlige kilder. Her omtales etruskerne ofte som pirater og handelsmænd, og man anså dem for forfængelige og umoralske, bl.a. fordi kvinderne spiste med ved bordet og drak vin!

Den orientaliserende periode
I den orientaliserende periode (ca. 720-600 f.Kr.) blev det etruskiske samfund etableret, da man for alvor fik kontakt til andre folkeslag i Middelhavsområdet; især fønikerne og grækerne. De rige metalforekomster af jern (hovedsaligt fra Elba i Nordetrurien) dannede grundlag for den etruskiske eksport. Til gengæld fik man luksusvarer af sølv, guld, og elfenben samt græsk keramik, olier og parfume.

Diverse fund af luksusgenstande fra orientaliserende tid
Bernardini lebes Chiusi situla Bernardini fibel
Lebes fra Bernardini graven Sølv situla fra Chiusi, ca. 650-630 f.Kr. Guldfibel fra Bernardini graven
Bologna fibula

Guldfibel fra Bologna, ca. 625-600 f.Kr. Elfenbenskam fra Marsiliana, ca. 680-650 f.Kr. Detalje fra fiblen fra Bernardini graven


Regolini Galassi-graven i Cerveteri, ca. 675-650 f.Kr.
Regolini Galassi-graven plan Regolini Galassi-graven, dromos  
Plan over graven Gravkammeret
Regolini Galassi-graven, vogn Regolini Galassi-graven, armbånd Regolini Galassi-graven, fibula
Vogn (delvis rekonstrueret), som blev brugt til af transportere den døde til gravpladsen Ørenringe, muligvis armringe Fibula

Fra grækerne lærte etruskerne oliven- og vindyrkningen, militærtaktikken (hoplit) samt skriftsproget. Som følge af disse kontakter samt af en langt bedre udnyttelse af den rige landbrugsjord udvikledes den etruskiske højkultur. Samfundssystemet var nu mere komplext med en voksende specialisering, især indenfor håndværk. I denne periode blev ekspansionen mod nord (til Po-dalen) og mod syd (Latium og Campanien) intensiveret.
Sydetrurien synes at have udviklet sig hurtigst, mens de nordlige områder (omkring Bologna) kun udviklede sig langsomt. De rige gravfund i fx Cerveteri tyder på, at der må have været tale om en aristokratisk kultur.
Mange byer var ledet af en konge (lucomon). Der var aldrig tale om en etruskisk stat i moderne forstand, men derimod om et folk bundet sammen af en fælles materiel og åndelig kultur.
Den materielle kultur i Faliskerområdet nord for Rom, i Latium og i Campanien afveg ikke meget fra den etruskiske, selv om man talte andre sprog.
De senere romerske kilder omtaler et forbund af 12 byer, som mødtes i Fanum Voltumnae, men hvis det har eksisteret, er der sandsynligvis snarere tale om en religiøst sammenslutning end en politisk.

Den arkaiske periode
I den arkaiske periode (ca. 600-480/60 f.v.t.) fortsatte den ekspansive politik, og handelen var nu primært med grækerne. Havnebyerne Pyrgi og Gravisca vidner om denne store handel. Etruskisk eksport er fundet over hele Middelhavsområdet og i det centrale Europa, især bronzer og bucchero.
Etruskerne beskyttede deres interessesfærer nidkært; i 540 f.v.t. besejrede en etruskisk/karthageniensisk alliance i slaget ved Alalia de grækere, som havde slået sig ned på Corsica - de blev tvunget til at forlade øen. I slutningen af det 6. årh. blev de første etruskiske byer i Norditalien grundlagt, bl.a. Marzabotto nær Bologna og handelsstationen Spina ved Adriaterhavskysten. I 474 f.v.t. blev en etruskisk flåde besejret af grækerne i slaget ved Cumae, og dermed forsvandt den etruskiske sødominans, og den deres indflydelse i Campanien mindskedes. I det 6. årh. blev aristokratiets indflydelse svækket til fordel for et styre domineret af middelklassen, og magten overgik nok til en række embedsmænd, hvoraf flere titler er bevaret (fx zilath), selv om vi ikke kender deres præcise betydning.

Den klassiske periode
I den klassiske periode (ca. 480/60-300 f.v.t.) var en nedgangsperiode.
I det 5. årh. var Etrurien præget af gallernes invasion i det nordlige Italien, og etruskerne måtte trække sig ud af de nordlige områder. Den etruskiske kontrol over Latium blev samtidig svækket (Rom havde ifølge traditionen frigjort sig fra de etruskiske konger i 509 f.v.t.), og i perioden var der uro i Centralitalien. Fundene (især gravene) fra perioden er relativt få og fattige.
I det 4. årh. ses dog en vis økonomisk fremgang (ud fra fundene), selv om perioden var præget af de første nederlag til det stærkt fremvoksende Rom. I 396 besejrede romerne byen Veii, og i de efterfølgende århundreder blev de etruskiske byer besejret én efter én. Selv om enkelte etruskiske byer støttede hinanden, lykkedes det aldrig etruskerne at samle modstanden mod romerne.

Reliefgraven  
Reliefgraven fra Cerveteri Grave i Sovana  
Eksempler på fund og arkitektur fra det 4. årh. og hellenistisk tid


I hellenistisk tid (ca. 300-Kristi fødsel) fortsatte nedgangsperioden. I 280 f.v.t. beherskede Rom hele Etrurien, og fra 200-tallet begyndte romerne at anlægge kolonier i Etrurien. Efter forbundsfællekrigen (90-88 f.v.t.) fik de etruskiske byer romersk borgerret, og den etruskiske kultur blev gradvist assimileret i den romerske.
 

Byer og arkitektur

Jernalderen
I jernalderen var Italien generelt præget af små og mindre landsbyer. Her boede man i hytter, som oftest bestående af fundamentsstolper hugget ned i klippen. Væggene bestod af grene flettet mellem stolperne og fletværket blev på begge sider dækket af en lerklining, ikke ulig danske bondehuse. Taget var stråtækt. Denne type bolig var billig, hurtig at opføre og krævede ingen specielle tekniske færdigheder. Omvendt var den ikke særligt stabil overfor vind og hver og den var ekstremt sårbar overfor brand. I starten af jernalderen var bebyggelserne relativt små og spredte, men i den sene jernalder voksede jernalderbebyggelserne til ret store centre.

Hytteurne Model af Palatinhytten Urne fra Cerveteri
Hytteurne i brændt ler (jernalderen) Rekonstruktion af hytte på Palatinhøjen i Rom (jernalderen) Husurne fra Cerveteri, ca. 650 f.Kr. Modellen gengiver et tidligt hus med stråtag og kragtræer langs tagryggen (som på danske bondegårde)

Orientaliserende og arkaisk periode
Byggeformen fra jernalderen fortsatte ned til midten af det 7. årh.. Efterhånden blev hytter og huse erstattet af mere solide huse med stenfundament, vægge af soltørrede lertegl eller i grenflet med lerklining, men stadig med stråtag.
En vigtig nyskabelse var tegltaget, som ses i Etrurien omkring 650 f.Kr. Pga den minskede brandfare kunne man således bygge flere huse tættere sammen og i større enheder og større byer opstod nu i hele Etrurien, især i Sydetrurien.

Husene havde oftest 2-3 rum, men blev efterhånden større (i Marzabotto i det 5. årh. ses forløberen for det senere romerske atriumhus).
I 2. halvdel af det 7. årh. opstod de første monumentalbygninger (fx Murlo), som sandsynligvis fungerede som både aristokratisk beboelse og en slags administration/mødecentrum.

 
Marzabotto Stenfundamenter af huse i Marzabotto (nær Bologna); en slags etruskisk koloni fra det sene 6. årh. f. Kr. Væggene var i soltørrede lertegl (ikke bevaret) og tagene af teglsten

 

De første byer
I det sene 7. årh. opstod de første større byer som Rom og Veii.
I løbet af det 6. årh. spredte urbaniseringen sig til det meste af Etrurien.

Den tidligste bymur er fra Roselle fra det sene 7. årh. (i soltørrede lertegl). Denne bymur blev i det 6. årh. erstattet af en stenmur  men først fra det 4. årh. blev de almindelige (pga truslen fra gallerne og fra Rom).
Etruskerne var desuden berømte for deres ingeniørarbejder, både veje (hugget ud i tufklippen), kloakker og dræningkanaler (cuniculi).

Bymur i Roselle

 

Volterrabyport
Bymur fra Roselle fra det 6. årh. Bymur i Volterra fra 4.-3 årh. f.Kr..

 

Acquarossa - et eksempel på en etruskisk by

De svenske udgravninger i Acquarossa fra slutningen af 1966 har afdækket en mindre by, ca. 32 ha. (hvoraf dog kun 4% er udgravet). Mere end 75 bygninger er lokaliserede og det totale antal bygninger ved ødelæggelsen er beregnet til at være ca. 1200. Antallet af indbyggere lå nok mellem 4000 og 7000 mennesker.

De tidligste spor af bebyggelse bestod af hytter, dateret til midten af det 8. årh. f.Kr. Disse var nok i brug indtil de første huse blev bygget i midten af det 7. årh.

Bygningernes grundplan varierer, men to typer er karakteristiske:  mindre bygninger med 1-3 rum og ofte et forrådsrum, ca. 5-10 kvadratmeter, samt større bygninger med to eller flere rum med en åbning mod et langt og smalt forrum eller porticus. Disse større bygninger var mellem 30 og 90 kvadratmeter. Mellem bygningerne var gader og gårdspladser. Bygninger synes ikke at være placeret efter et bestemt system. I zone F er udgravet et paladsagtigt kompleks, ikke uligt Murlo.

Fundamenterne bestod af mere eller mindre rektangulære tuf-blokke uden bindemiddel. Væggene var oftest fletværk af grene, beklædt med ler; enkelte havde dog stenvægge. Gulvene var lerstampede. Taget var et tegltag og mange af husene havde en rig dekoration med arkitektoniske terrakotter.

Acquarossa zone B set fra luften

 

Luftfoto af Zone B med fundamentsrester
Rekonstruktion af paladset i Acquarossa
Rekonstruktion af "palads" (Bygning A og C) i Zone F

 

Murlo

En af de mest berømte udgravninger i nyere tid er de amerikanske udgravninger i Murlo, udenfor Siena. Her har amerikanske arkæologer gravet siden 1967. På et plateau er udgravet et stort "palads", den hidtil største bygning i Etrurien, ca. 60x60 m. Bygningen består af fire fløje, centreret omkring en gård med overdækkede søjlegange. Fundamenter var sten, væggene af soltørrede lertegl/grenflet med lerklining, og taget tegltag. Taget var rigt udsmykket med arkitektoniske terrakotter, hvoraf nogle ses her. Bygningen dateres til ca. 600 f.Kr. 

Rekonstruktion af Murlo Gorgon-antefixer Simadekoration
 Rekonstruktion af taget Tag med dæktegl med gorgonantefixer Sima med spygatter (til afløb af vand)
     
Sphinx, oprindeligt placeret langs tagryggen

Under denne bygning fandtes rester af en tidligere bygning, sandsynligvis med samme funktion. Denne bestod af i hvert tilfælde to fløje, muligvis flere. Bygningsteknikken var den samme som for det senere palads. Denne bygning dateres til ca. 640-630.
I nærheden er udgravet en værkstedsbygning, dateret til ca. 640-630 f.Kr. og sandsynligvis ødelagt af en brand omkring år 600 f.Kr.), bestående af an ca. 55 m lang bygning med 3 rækker træsøjler på stenbaser og en rigt udsmykket tegltag. Bygningen havde sandsynligvis ingen vægge. I bygningen er fundet rester fra metalproduktion (bl.a. slagger), elfenbensudskæring, keramik (en brændeovn er fundet i nærheden), terrakottaproduktion (støbeforme) og teglfremstilling (tegl lagt til tørre blev fundet i bygningens midte - da bygningen brændte flygtede folk (og dyr) i panik henover de våde tegl og branden har således bevaret fodspor). Andre bygninger er også fundet i området, men intet tyder på, at der var en decideret by - der er snarere tale om en paladsagtig konstruktion, en bolig for en lokal "leder" og blev nok også brugt til politiske/religiøse møder for byerne i den nordlige del af Etrurien.

På den nærliggende Poggio Aguzzo høj er udgravet nogle rige tidligere grave, fra det 8. og 7. årh. f.Kr., mens ingen arkaisk gravplads (endnu) er fundet.

Klassisk og hellenistisk periode
Byggestilen fra den arkaiske periode med stenhuse med tegltag fortsatte. Husene blev generelt større og vi kender exempler på større og mere fint forarbejde huse.
I samme periode blev byerne gradvist større.


Udsmykning af bygningerne

Fra 2. halvdel af det 7. årh. til hellenistisk tid blev mange bygninger udsmykket med arkitektonisk dekoration i terrakotta. Denne udsmykning blev brugt på helligdomme, men også på mange andre bygningstyper som fx paladser. Denne arkitektoniske dekoration havde desuden en praktisk funktion, idet de beskyttede tagets trækonstruktion.

Arkitektonisk udsmykning af bygningerne kan dels ses ud fra de bevarede rester af sådanne terrakotter, her fx akroteren med Minerva og Hercules fra S. Omobono templet i Rom fra ca. 540-530 f.Kr. Andre vidnesbyrd om bygningernes udseende og tagdekorationen fåes fra modeller af bygninger. Disse er dels fundet i helligdomme, dels i grave (som urner eller cippi (dvs. "gravsten").   Statueakroterer fra S. Omobono templet i Rom

Statue-akroterer fra S. Omobono templet i Rom, ca. 540- 530 f. Kr.

Helligdomme
Helligdomme var sandsynligvis i tidlig tid enten naturhelligdomme eller integreret i beboelser. Templer blev først almindelige i 2. halvdel af det 6. årh. De var bygget på samme måde som huse, men var placeret på et højt podium med en bred trappe foran og et forrum med søjler. De havde et centralt rum, evt. med siderum. De etruskiske templer blev således forløbere for de romerske.

Portonaccio templet i Veii

Portonaccio templet i Veii er en del af en større helligdom, sandsynligvis indviet til Menrva (=den romerske Minerva), men også til andre guder. Templet dateres til det sene 6. årh. men fund går tilbage til midten af det 6. årh. 

rekonstruktion af templet
De sparsomme rester, der er bevaret af templet Rekonstruktion af templet
Leda  model af Veii-templet
Tagakroterer (Apollon og Leda) Model af tag fra Veii, Portonaccio, ca. 510 f.Kr. Denne gengiver muligvis selve templet.

 

Gravskik

I jernalderen brugtes urnegrave, men fra det 8. årh. overgik man til jordfæstegrave. I starten var gravene simple, men efterhånden blev kammergrave almindelige.
I syd var de udhugget i klippen (fx Cerveteri) og i nord opbygget af stenplader (fx Populonia). Mens gravene var enkeltgrave i det 8. årh. og før, brugtes fra det 7. årh. store fællesgrave/gravhøje (tumuli).
Mange grave gengiver enten det ydre eller det indre af en beboelse. Nogle få af disse grave var bemalede (se nedenfor).
Den døde blev enten lagt på bænke udhugget i klippen eller opbygget af sten eller i træ. Fra det sene 6. årh. brugte man også sarkofager, som dog først blev almindelige i det 4. årh..
Skikken med jordfæstegrave holdt sig helt til det 3. årh., hvor man vendte tilbage til urnegrave (keramikurner eller askekister). I Chiusi fortsattes dog med urnegrave gennem hele den etruskiske periode (bl.a. kanope-urner)

Cerveterigrave


Tomba della cinque sedie

Tumuli-grave i Cerveteri (arkaisk)  Cerveteri, T. delle 5 sedie (arkaisk)  Chiusi, T. Pellegrina (hellensitisk)

Kanope fra Chiusi)

Bryllupssarkofag

Urne fra Chiusi

Urne fra Chiusi (orientaliserende tid)  Bryllupssarkofagen fra Cerveteri (arkaisk)  Askekiste med den døde afbildet på låget og en kampscene mellem Eteokles og Polyneikes på forsiden (hellensitisk)

 

De malede grave i Ta

Blandt de mange etruskiske kammergrave var kun ca. 100 dekoreret med vægmaleri. Heraf findes de fleste i Tarquinia, men de kendes også fra Cerveteri, Vulci, Orvieto, Chiusi og Veii. De tidligste er fra det 7. årh., men langt de fleste stammer fra den senarkaiske periode (ca. 530-480 f.v.t.) og viser livlige scener med banketter, musik, dans, sportskampe, etc. I de seneste grave (fra det 4. årh. til 1. årh. f.v.t.) er scenerne mere dystre og omfatter ofte dødsguder og dæmoner fra underverdenen. Det er omdiskuteret, hvorledes scenerne skal fortolkes: som begivenheder, der fandt sted ved begravelsen; som scener fra den dødes liv; eller som scener, der foregår i livet efter døden. Sandsynligvis havde templer og huse også bemalede vægge. Blandt de mange etruskiske kammergrave var kun ca. 100 dekoreret med vægmaleri. Heraf findes de fleste i Tarquinia, men de kendes også fra Cerveteri, Vulci, Orvieto, Chiusi og Veii. De tidligste er fra det 7. årh., men langt de fleste stammer fra den senarkaiske periode (ca. 530-480 f.v.t.) og viser livlige scener med banketter, musik, dans, sportskampe, etc. I de seneste grave (fra det 4. årh. til 1. årh. f.v.t.) er scenerne mere dystre og omfatter ofte dødsguder og dæmoner fra underverdenen. Det er omdiskuteret, hvorledes scenerne skal fortolkes: som begivenheder, der fandt sted ved begravelsen; som scener fra den dødes liv; eller som scener, der foregår i livet efter døden. Sandsynligvis havde templer og huse også bemalede vægge.

Tyregraven, 540

Augurgraven

T. leonesse

Tyregraven fra Tarquinia, ca. 540 f.Kr. Augurgraven fra Tarquinia, ca. 530 f.Kr. Tarquinia, T. delle Leonesse, ca. 520 f.Kr. Tarquinia, T. della Caccia e Pesca, ca. 520 f.Kr.

 

Kunst og håndværk

Den etruskiske kunst var en blandingskunst bestående af lokale elementer samt elementer lånt fra andre kulturer, primært grækerne og fønikerne.

Især i orientaliserende tid var den etruskiske kunst helt enestående i Middelhavsområdet - i arkaisk tid og senere blev kunsten udbredt til et større publikum, og kvantiteten blev øget. Offentlig monumentalkunst, som det kendes fra Grækenland og Rom, eksisterede ikke. Kunsten blev fremstillet til enten privat eller religiøs brug. De fleste kunstgenstande blev fremstillet i værksteder, som producerede mange forskellige ting, og der var ikke tale om "skoler" som i Grækenland eller Rom. Kun én kunstners navn kendes, nemlig Vulca fra Veii, som var kendt for den arkitektoniske dekoration på Kapitoltemplet i Rom.

Etruskerne var især berømte for deres smykker og deres bronzer. Smykkerne var af en meget høj teknisk og kunstnerisk kvalitet. Mange bronzearbejder blev eksporteret og er fundet i hele Middelhavsområdet. Meget service (vaser, lampestandere, røgelsesbrændere) samt spejle og toiletbokse, cister (fra det 5. årh. og ned i hellenistisk tid) er bevaret.

Skulptur kunne være enten i bronze, sten eller terrakotta. Man lagde stor vægt på hovedets udformning, mindre på kroppens rette dimensioner. Statuerne kunne være enten fritstående eller en del af et monument (i den sene etruskiske kunst var de ofte en del af gravmonumenter, oftest liggende på urner eller sarkofager). Egentlige portrætter opstod i det 4. årh. f.Kr. Kun få store bronzestatuer er bevaret (fx den capitolinske ulvinde; chimæren fra Arezzo (det 4. årh.); og statuen af Aulus Metellus, "taleren"). Derimod er bevaret et stort antal bronze statuetter, forestillende guddomme, krigere, atleter etc. Til statuer og statuetter var bemalet terrakotta dog det foretrukne. I lokal sten fremstillede man udover statuer og statuetter relieffer, urner, sarkofager, askekister og cippi.

 

Mars fra Todi
Vetulonia armbånd
Mars fra Todi Guldarmbånd fra Vetulonia
Kvindebuste fra Cerveteri Kimaeren fra Arezzo Votivhoved
Terracottabuste fra Cerveteri Kimæren fra Arezzo Votiv-hoved i terracotta

I Etrurien fandtes en stor keramikproduktion. Indtil midten af  det 8. årh. var der hovedsageligt tale om lokal og ofte hjemmegjort keramik. Herefter blev keramikfremstilling et håndværk, og i samme periode ses den første græske importerede keramik. Fra grækerne lærte etruskerne at bruge pottemagerhjulet. Den tidlige etruskiske keramik (impasto) var en ret grov type med en mørk overflade. Den udviklede sig til den karakteristiske sorte bucchero. Fra det 8. årh. og ned i hellenistisk tid blev den bemalede græske keramik imiteret i Etrurien.

Impasto vase

Buccherofoculus fra Chiusi, 550-500

Bucchero oinochoe fra Chiusi   

Bucchero oinochoe fra Orvieto

Bucchero vase fra Vulci

En impasto skål

Eksempler på etruskisk bucchero

Italo-corinthisk amphora, sen 7.årh.

Nikosthenes amphora, 510

Pontisk amphora, 550 til 540

 

Græske vaser og imitationer af græske vaser, fundet i Etrurien (fra 7.-6. årh. f.Kr.)

Mønter

Mønter var ikke særligt almindelige i Etrurien. Mønterne kunne være enten i sølv, guld eller bronze, og de var enten slået eller støbt i form. Mange mønter havde værditegn som de romerske. De første stammer fra begyndelsen af det 5. årh. og var inspireret fra grækerne i Syditalien. Møntserier blev kun slået meget sporadisk og i krisetider.

Etruskisk religion

Etruskerne blev af både grækere og romere anset for at være et meget religiøst folkefærd.
Der fandtes lange forskrifter og ritualer, hvoraf nogle få er bevaret, bl.a. på et mumiebind i Zagreb. Pga problemerne med at forstå det etruskiske sprog kan vi desværre kun forstå dele af disse ritualer.
Religionen var en åbenbarenhedsreligion (modsat den græske og den romerske): ifølge traditionen sprang Tages op fra en plovfure ved Tarquinia med den lære, som romerne kaldte disciplina etrusca, en slags regelsæt for fortolkning af gudernes vilje.
Guderne kunne manifestere sig selv på mange måder: enten med varsler (som fugle eller lyn) fortolket af en augur, idet man opfattede himmelen som værende opdelt i 16 forskellige dele, beboet af hver sin guddom; eller en hauruspex kunne tage varsler fra et offerdyrs lever, som ligeledes var inddelt i forskellige felter til hver sin guddom.
På en bronzemodel af en lever fra Piacenza (til højre) ses, hvorledes denne opdeling var.
Piacenza leveren
Bronzelever fra Piacenza

De etruskiske guder

Etruskerne havde utallige guder og guddomme, som vi dog kun ved lidt om.
De store guder fik efterhånden ligheder med de græske og romerske guder, fx Tin=Jupiter/Zeus, Menvra=Minerva/Athena og Uni=Hera. Disse tre var den vigtigste etruskiske triade. Ligheden mellem de etruskiske og de græske/romerske guder var dog kun på det ydre plan, idet de etruskiske ikke helt havde samme karakter og mytologi som de græske og romerske.
Udover guder kendes et antal dæmoner, som fx dødsdæmonen Vanth, afbildet på sene etruskiske vægmalerier og urner.
Man dyrkede et stort antal naturguddome, hvad fund af votiver i helligdommene vidner om. Sådanne votiver kunne fx være legemesmodeller i terrakotta. Gudinder og kvindelige dæmomer synes at have spillet en langt større rolle hos etruskerne end hos grækerne og romerne.

Et liv efter døden?

Pga. gravgaver (bl.a. mand og drikke) og gravenes udformning som huse må man antage, at etruskerne troede på et liv efter døden. De malede grave fra arkaisk tid i Tarquinia viser ofte en malet dør, indgangen til underverdenen. Fremstillinger af selve dødsriget er kun få og fra den sene etruskiske periode.

Mange af elementerne fra den etruskiske religion blev overtaget af den romerske, især varselstagning (både af augurer og haruspexer).

 


Tilbage til forsiden ©Helle Damgaard Andersen - Sidst opdateret 06. Sep 2007 kommentarer, kritik og gode forslag modtages gerne på e-mail helledam@hotmail.com