Indledning
Etruskerne er det bedst kendte af de italiske folkeslag før romerne, og de fik umådelig
stor betydning ikke kun for Rom og de andre italiske folkeslag, men for kulturudviklingen
i Italien generelt. Vor viden om etruskerne stammer fra arkæologiske levn, herunder
indskrifter, samt passager hos senere græske og romerske forfattere. Af disse
kildegrupper er de arkæologiske vidnesbyrd langt de vigtigste.
Navnet etruskerne stammer fra det latinske Tusci eller Etrusci. Etruskerne
kaldte sig selv Rasenna eller Rasna, mens grækerne kaldte dem Tyrrhenoi.
Etruskerne boede i Etrurien, et område i Mellemitalien, som svarer nogenlunde til det
nuværende Toscana og en del af Umbrien. Etrurien var afgrænset af floderne Tiberen i syd
og Arno i nord samt af Apenninerbjergene mod øst.
Geologisk er den sydlige del af Etrurien præget af vulkansk tuf, mens den nordlige del
består af bløde kalkklipper.
Den etruskiske kultur opfattes i dag af de fleste forskere som en videreudvikling af
Villanovakulturen fra jernalderen (ca. 900-720 f.Kr.) i Mellemitalien. Primært pga.
en
passage hos den græske historiker Herodot (ca. 450 f.Kr.) mente man tidligere, at
etruskerne var indvandret fra Lilleasien, men de arkæologiske fund giver intet belæg for
en sådan antagelse.
Historie
Vor viden om etruskisk historie er mangelfuld, da den etruskiske litteratur ikke er
bevaret. Historien er derfor stærkt farvet af, at den er baseret på få sene græske og
romerske skriftlige kilder. Her omtales etruskerne ofte som pirater og handelsmænd, og
man anså dem for forfængelige og umoralske, bl.a. fordi kvinderne spiste med ved bordet
og drak vin!
I den orientaliserende periode (ca. 720-600 f.Kr.) blev det etruskiske samfund
etableret, da man for alvor fik kontakt til andre folkeslag i Middelhavsområdet; især
fønikerne og grækerne. De rige metalforekomster af jern (hovedsaligt fra Elba i
Nordetrurien) dannede grundlag for den etruskiske eksport. Til gengæld fik man
luksusvarer af sølv, guld, og elfenben samt græsk keramik, olier og parfume.
| Diverse fund af luksusgenstande fra
orientaliserende tid |
||
![]() |
![]() |
![]() |
| Lebes fra Bernardini graven | Sølv situla fra Chiusi, ca. 650-630 f.Kr. | Guldfibel fra Bernardini graven |
![]() |
![]() |
![]() |
| Guldfibel fra Bologna, ca. 625-600 f.Kr. | Elfenbenskam fra Marsiliana, ca. 680-650 f.Kr. | Detalje fra fiblen fra Bernardini graven |
| Regolini Galassi-graven i Cerveteri, ca. 675-650 f.Kr. | ||
![]() |
![]() |
|
| Plan over graven | Gravkammeret | |
![]() |
![]() |
![]() |
| Vogn (delvis rekonstrueret), som blev brugt til af transportere den døde til gravpladsen | Ørenringe, muligvis armringe | Fibula |
Fra grækerne lærte etruskerne oliven- og vindyrkningen, militærtaktikken (hoplit)
samt skriftsproget. Som følge af disse kontakter samt af en langt bedre udnyttelse af den
rige landbrugsjord udvikledes den etruskiske højkultur. Samfundssystemet var nu mere
komplext med en voksende specialisering, især indenfor håndværk. I denne periode blev
ekspansionen mod nord (til Po-dalen) og mod syd (Latium og Campanien) intensiveret.
Sydetrurien synes at have udviklet sig hurtigst, mens de nordlige områder (omkring Bologna)
kun udviklede sig langsomt. De rige gravfund i fx Cerveteri tyder på, at der må have
været tale om en aristokratisk kultur. Mange byer var ledet af en konge (lucomon).
Der var aldrig tale om en etruskisk stat i moderne forstand, men derimod om et folk bundet
sammen af en fælles materiel og åndelig kultur. Den materielle kultur i Faliskerområdet
nord for Rom, i Latium og i Campanien afveg ikke meget fra den etruskiske, selv om man
talte andre sprog. De senere romerske kilder omtaler et forbund af 12 byer, som mødtes i Fanum
Voltumnae men hvis det har eksisteret, er der sandsynligvis snarere tale om en
religiøst sammenslutning end en politisk.
I den arkaiske periode (ca. 600-480/60 f.v.t.) fortsatte den ekspansive politik, og
handelen var nu primært med grækerne. Havnebyerne Pyrgi og Gravisca vidner om denne
store handel. Etruskisk eksport er fundet over hele Middelhavsområdet og i det centrale
Europa, især bronzer og bucchero. Etruskerne beskyttede deres interessesfærer nidkært;
i 540 f.v.t. besejrede en etruskisk/karthageniensisk alliance i slaget ved Alalia de
grækere, som havde slået sig ned på Corsica - de blev tvunget til at forlade øen. I
slutningen af det 6. årh. blev de første etruskiske byer i Norditalien grundlagt, bl.a.
Marzabotto nær Bologna og handelsstationen Spina ved Adriaterhavskysten. I 474 f.v.t.
blev en etruskisk flåde besejret af grækerne i slaget ved Cumae, og dermed forsvandt den
etruskiske sødominans, og den deres indflydelse i Campanien mindskedes. I det 6. årh.
blev aristokratiets indflydelse svækket til fordel for et styre domineret af
middelklassen, og magten overgik nok til en række embedsmænd, hvoraf flere titler er
bevaret (fx zilath), selv om vi ikke kender deres præcise betydning.
I den klassiske periode (ca. 480/60-300 f.v.t.) var en nedgangsperiode. I det 5.
årh. var Etrurien præget af gallernes invasion i det nordlige Italien, og etruskerne
måtte trække sig ud af de nordlige områder. Den etruskiske kontrol over Latium blev
samtidig svækket (Rom havde ifølge traditionen frigjort sig fra de etruskiske konger i
509 f.v.t.), og i perioden var der uro i Centralitalien. Fundene (især gravene) fra
perioden er relativt få og fattige. I det 4. årh. ses dog en vis økonomisk fremgang (ud
fra fundene), selv om perioden var præget af de første nederlag til det stærkt
fremvoksende Rom. I 396 besejrede romerne byen Veii, og i de efterfølgende århundreder
blev de etruskiske byer besejret én efter én. Selv om enkelte etruskiske byer støttede
hinanden, lykkedes det aldrig etruskerne at samle modstanden mod romerne.
![]() |
![]() |
|
| Reliefgraven fra Cerveteri | Sovana | |
| Eksempler på fund og arkitektur fra det 4. årh. og hellenistisk tid | ||
I hellenistisk tid (ca. 300-Kristi fødsel) fortsatte nedgangsperioden. I 280
f.v.t. beherskede Rom hele Etrurien, og fra 200-tallet begyndte romerne at anlægge
kolonier i Etrurien. Efter forbundsfællekrigen (90-88 f.v.t.) fik de etruskiske byer
romersk borgerret, og den etruskiske kultur blev gradvist assimileret i den romerske.
![]() |
©Helle Damgaard Andersen - Sidst opdateret 02. Mar 2006 kommentarer, kritik og gode forslag modtages gerne på e-mail helledam@hotmail.com |